Det er rigtigt – men det er egentlig ikke det historien handler om. Den handler faktisk om service – i et uhyggeligt skær:

Min kone og jeg var ude at gå en hyggelig tur i Geels Skov. En pludselig indskydelse sender os væk fra hovedstien og ind på et sjældent benyttet, tilgroet hjulspor.

Som regel hyggeligt og roligt. Men ikke forleden dag – for i en lysning ser vi en grøn presenning. Den er omhyggeligt bredt ud over skovbunden…

…og der stikker et par sko op i den ene ende!

Vi er i vildrede: En spøg? En hjemløs der sover? Et mord?

Min kone trækker mig væk – det kræver ikke megen overtalelse. Alligevel er nysgerrigheden og omsorgen for et evt. syg medborger stor. Vi tænker. Går tættere på og konkluderer, at det naturligvis er skovens mand der sover.

Vi vil ikke forstyrre og risikere at bliver overfuset. Hvad skal vi egentlig også blande os for?

Den næste handling er direkte årsag til at jeg skriver dette blogindlæg. For det der nu sker er så rystende og grotesk at man ikke tror det!

Nej, det er ikke kun den døde som ligger der under presenningen. Det er ikke kun personens triste skæbne der får adrenalinen ud i min krop. Det er også kommunikationen med 114 og 112 – eller rettere: Mangel på kommunikation.

Det er kombinationen af chokket og den fuldstændige mangel på situationsfornemmelse i den anden ende af røret!

Det er den ufatteligt uengagerede, provokerende og amatøragtige behandling af en borger der gør sin pligt.

Dette er et eksempel på, hvordan flere personer i et forældet system fuldstændig overser begrebet “service” og undlader at tænke.

Systemet
Vi ringer altså. Vi ringer stille og roligt 114 og beder Politiet om at komme og kigge på det. Er det en syg person kan Politiet jo skaffe hjælp. Er der sket en forbrydelse kan Politiet klare sagen. Er der intet i det – altså bare en sovende person – så er Politiet rykket ud forgæves. Sådan er det!

Det er mulighederne, tænker vi, så 114 er det rette valg. Tror vi.

114. Opkald 1. Person 1
Her kommer jeg kvikt igennem til en venlig person der lytter til mig, Han beder mig undersøge personen mens han er i røret. Jeg fortæller at det ser mystisk ud, men han overtaler mig til at løfte presenningen og undersøge sagen.

Jeg gør som jeg bliver vejledt om. Intet liv. Han spørger ind flere gange. Er jeg sikker? Har jeg prøvet dit og dat.

Nu bliver jeg en smule irriteret og insisterer på at jeg – uden lægefaglig baggrund dog – kan konstatere at der ingen verjtrækning er. Jeg stilles nu videre.

114. Opkald 1. Person 2
Næste person er åbenbart den rette at tale med. Her forhører man sig om det samme som før. Jeg gentager tålmodigt og personen konkluderer at der er behov for en ambulance. Ret kvikt! Det havde jeg nemlig ikke selv kunnet regne ud.

Jeg er nu rimeligt sikker på at systemet virker – omend det er noget tungt.

Indtil den næste ordre lyder i mit højre øre: Du skal lægge røret og ringe 112. Jeg skal.

Det er ikke 1. april – men tæt på – og jeg er noget påvirket at vort fund i skoven. Derfor når jeg ikke at reagere rationelt. Jeg lægger derfor prompte røret og taster 1-1-2.

112. Opkald 1. Person 1
Jeg beder om “ambulance” og her starter – eller snarere fortsætter – komedien. Nu skal vi nemlig have historien igen. Jeg skal overbevise personen om at jeg vitterligt står med en afdød – og tragikomikken når skyhøjde da vi skal lokalisere os i skoven.

Ambulancen kan nemlig ikke køre til en vej. Eller en skov. Eller en p-plads (som der er lige i nærheden. Den er faktisk så snotdum, den ambulance, at den ikke engang kan finde Rudersdal Rådhus, krydset Kongevejen/Øverødvej eller toppen af Geels Bakke.

Det er rigtigt. Der må have været udsolgt i smartulancer og tilbud på dumbolancer den dag de købte ind.

Jeg er nu lidt desperat. Jeg står på tyvende minut i en våd skov med en måske død, måske døende medborger under en tynd grøn presenning i fem grader celcius…

…og dumbolancen kan ikke køre før den har en eksakt adresse! Jeg er lige ved at gå til.

Endelig forbarmer 112-mand nummer et sig. Han vil sende ambulancen – men jeg er altså lige nødt til at tale med en sygeplejerske først!

112. Opkald 1. Person 2
…og han er dagens muntre højdepunkt. Kort sagt så munter, at jeg efter et par minutters diskussion smækker røret på, inden jeg siger noget jeg senere kan blive frihedsberøvet for i en dansk retssal.

Jeg ringer nu tilbage til 114 – for at forklare at jeg checker ud.

114. Opkald 2. Person 1 (igen)
Jeg er på vej hjem. Lig eller ikke lig. Nu har jeg – efter kun 30 minutter – mistet al respekt og tålmodighed for systemet. Vel at mærke et system der postes millioner i – blandt andet af mine skattekroner.

Jeg siger direkte, at jeg skrider. Så må I selv klare sagen – fortæller jeg.

Den venlige person på 114 er forstående og stiller mig videre til en overordnet.

114. Opkald 2. Person 3
Denne samtale kommer knapt i gang før jeg hører sirener. Jeg takker for ingenting og lægger pænt røret.

Nu ankommer Politiet med 200 km/t – og drejer til højre hvor jeg står til venstre. En detalje – men de finder mig efter et par minutter. Hmmm. Deres Passat må være en smartwagen – den kunne finde en adresse der ikke er en adresse. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Dernæst ankommer – med blink, horn og fartstriber – en ambulance, en lægevogn og senere politiets indsatsleder mfl.

Med udrykning! Efter 30 minutters spiltid, tre opkald og fem samtaler. Med udrykning?

Den venlige, højredrejende betjent spørger os omsorgsfuldt om vi er OK. Om vi har behov for hjælp?

Ja, gu’ har vi brug for krisehjælp – men det er da på grund af de fem groteske telefonsamtaler. Den døde fylder ganske meget mindre. Virkelig.

Pointen
Hvor vil jeg hen med denne blogpost? Jeg vil derhen, at service er en universel ting. At jeg som borger forventer at blive behandlet anstændigt.

At man tror på mig – og på at jeg har bare en smule dømmekraft.

Jeg er nærmest lettet over at have fundet en person der var død. Det er jo en såkaldt stabil og irreversibel tilstand.

Værre havde det været at finde en syg eller måske ligefrem døende borger. Så havde situationen været helt sort – for da havde systemet måske slået medborgeren endeligt ihjel.

Nu skal der rulle hoveder! Jeg vil ikke finde mig i dette – og kan læse i adskillige medier, at jeg ikke er alene med oplevelser som denne. Derfor klager jeg nu.

Mere følger.

Taxi Mord?
Nej. Taxi Nord. Læs med her:

Inden vi slutter kan jeg ikke lade være med at drage paralleller til Taxi Nord som jeg benytter i ny og næ. Skulle deres service matche den man får hos 112/114 ville det lyde således:

“God dag. Må jeg bede om en vogn til toppen af Geels Bakke på Kongevejen?”

“Nu siger du vogn. Kan du ikke gå selv?”

“Jo, men jeg skal langt…”

“Ja, det siger du godt nok. Prøv nu lige at tage bukserne af.”

“OK – det har jeg gjort nu”

“Fint. Så undersøg dine ben – og også fødderne – du finder dem for enden af benene”

“De virker fine – men jeg kan altså ikke nå frem uden en vogn”

“Jamen så må du lige tale med min chef. Han kan vurdere hvad vi gør”

For læserens skyld, skal jeg undlade at causere om hvordan det endelig lykkes mig at skaffe en vogn – endda til et sted uden vejnummer, postnummer og personnummer.

Borgerservice?
Når jeg ringer 114 eller 112 er jeg kunde – og de er leverandør. Det ved Taxi Nord og derfor skal de nok finde mig – også på toppen af Geels Bakke i regnvejr – anden påskedag.

112/114 er også leverandør – men jeg betaler ikke kontant. Jeg betaler via Skat en gang om året og det er åbenbart noget andet.

Her er jeg jo til besvær. Jeg er ikke til at stole på – og jeg er i hvert fald ikke en kunde.

Jeg er reduceret til et problem som man behandler uden omtanke – eller hjerte.

Fem samtaler. Gentagelser. Ambulancer, der ikke kan køre til et sted uden husnummer. Folk der spørger om de samme ting igen og igen. Stillen om. Arrogant adfærd. Uengageret kommunikation…

…men der ligger et stakkels menneske og er død alene i den store skov.

Det skal laves om – og jeg er gået i gang. Vent her!