Service er 90% bullshit

1blog-pics3Skuespil, snyd, bedrag, løgn og iscenesat skuespil… Ikke for alle, men for nogle.

Men det virker!

På et kursus for nogle år siden talte vi om at tilføre (iscenesat) service i en hotelreception. Vi brainstormede over dette spørgsmål: “Hvad kan vi gøre fra gæsten kommer til gæsten går, for at give ham en oplevelse af at være vigtig og i centrum?”

Der kom mange gode idéer:

  • Rejse os op
  • Søge øjenkontakt
  • Smile
  • Hilse
  • Holde døren
  • Holde fokus

Jeg spurgte: “Hvad tænker I om disse ting?”

En af deltagerne svarede: “Jeg tænker, at det er ynkeligt! Vi sidder her os taler om banaliteter som vi for Fanden godt ved, at vi skal gøre. Det er bare basis… Men vi gør det sgu ikke i hverdagen…”

Hendes svar er meget typisk. Det er banalt – men vi gør det ikke. Ikke altid.

OK, men så lad os gøre det 100%. Hver gang. Alle, Hver dag. Og lad os så senere videreudvikle derfra. Den gode nyhed er jo, at det dels giver pote (kunderne bliver glade) og at det er low-tech – altså ret simpelt. Det kræver ingen uddannelse, ingen teknologi (bortset fra en dør…) og det koster intet.

Nå, men vi satte det altså igang og lagde planer og fulgte op. Alt gik godt. Kunderne blev glade (surprise…) og medarbejderne havde en fest – men ikke alle.

En ung receptionist forklarede, at han godt kunne se, at det var rigtigt at skabe kontakt, at smile og se op fra skærmen – men en ting syntes han var til grin:

“Jeg gider altså ikke følge folk til døren. Det er så akavet. Døren er jo automatisk og går op når man nærmer sig den – vil du ha’ at jeg skal slå automatikken fra og så flå den op for gæsten?”

Jeg gloede på ham. Han jokede ikke. Han mente helt alvorligt at men ikke kunne “holde” en automatisk dør. Det kan man jo heller ikke, men han missede pointen. Pointen i stort set alt servicearbejde. Pointen kommer her. Nedenfor, er du klar?

Pointen: “90% af dit servicearbejde er, at du bullshitter”

At du siger: Er alt ok?

Du går med hen til døren, giver hånd og siger “god rejse”

Du spørger: “Må jeg tage din kuffert / taske / pose?”

Du undersøger: “Hvordan har dit ophold været?”

…og 90% af det er bullshit – for du ved at de siger: “Det har været super” eller “Nej, tak den vejer ikke noget”

Du ved at døren går op, når de er to meter fra den – så du bullshitter.

Men det virker! Det er ikke handlingen der giver point.

Det er hensigten. Viljen til at yde. Signalværdien i at bevæge dit korpus ud fra skranken, ud i sneen eller regnen.

That’s the game! Bullshit der kommer fra hjertet.

Kan med fordel afprøves hos SAS, i Fona, hos bageren og når der kommer kunder til møde på dit kontor…

Happy bullshitting – og husk at ovenstående er forskellen på *** og *****

PS: Læs i øvrigt denne artikel om at bullshitte sig til et bedre liv…

 

Nyt år – er du klar til at booste din service, så du tjener flere penge?

Inge Correll siger i et interview i JP, at vi ikke skal sige “godt nytår” i det meste af januar. Vi mener det ikke, det bliver en floskel og så er det værdiløst.

Javel, så fru – eller måske er det frøken – Correll mener altså at det der kommer ud af munden på folk er meningsløst fordi det bliver sagt på det forkerte tidspunkt?

Eller mener hun at det er måden det bliver sagt på, som ikke er korrekt?

Jeg ved det ikke – du kan se et link til artiklen nederst på siden her – men det er noget sludder at vi skal stoppe med at sige “godt nytår” eller “ha’ en god dag” på et bestemt tidspunkt! Noget sludder fordi det sjældent er indholdet af det vi siger som provokerer. Det er måden vi siger det på.

Lige nu sidder jeg på Mols-Liniens ultra gyngende megafærge på vej til Aarhus. Her er travle folk på vej hjem – eller ud. De er trætte. De er sultne. De er ved at slutte arbejdsdagen, men de har lige en uundgåelig time på den her swingende, hoppende og gyngende aluminiumskolos.

…og de er glade! Ikke fordi vi er forsinket. Ikke fordi en enkeltbillet koster op til DKK 850. Ikke fordi de har kvalme og maden dufter herligt…

Nææh, fr. C. De er glade bla. fordi der foregår en systematisk positiv, kunstig, planlagt og repetitiv påvirkning af os passagerer fra vi kommer om bord til vi checker ud i Aarhus uden bolle-å.

Det der sker, når jeg sidder og observerer personalet og medpassagererne, er nemlig at personalet begynder med at skyde:

“God aften og velkommen om bord”

“Tak fordi De valgte at lade Dem transportere af os”

“Kom godt hjem”

Rutine, rutine og atter rutine. Pakket ind, javist, i venlig og smilende adfærd – også ham på vogndækket der bad mig standse lige dér. Han smilede ikke, men han var venlig.

Jeg er stensikker på at den systematiske påvirkning har en god del af ansvaret for den gode stemning der hersker her.

Vi mennesker er nemlig ikke så hysteriske og analyserende som artiklen med den selvbestaltede Emma Gad anno 1980, 1990, 2000 etc. påstår.

Vi æder normal, venlig og høflig adfærd råt. Vi tolker naturligvis ubevidst (og os konsulenter bevidst…) om afsenderen nu også mener det bare lidt… Men vi æder det, vi elsker det og vi tror sgu osse på at det er på grund af vores charmerende personlighed, at venligheden lige rammer os!

God service er selvfølgelig “give and take” forstået sådan at den venlige borger, kunde eller gæst nok får mere service end den sure, indesluttede og gulvfokuserede.

Men afsenderen påvirker i høj grad modtageren som påvirker afsenderen. Og det er vel leverandøren der skal tage initiativet til at charmere kunden?

Nå, men jeg synes ikke at vi skal lytte til firkantede, ældre damer med regler for det gode nye år eller den gode weekend.

Jeg for min del bliver ved med at prøve på at skjule min dårlige personlighed, ved at klistre mig ind i et lag af påtaget høflighed. Og jeg opfordrer alle med kunde-, borger- eller gæstekontakt til at gøre det samme. Hele tiden, hver dag.

I har så den fordel, at I er både sødere, mere tolerante etc. end den sure konsulent her på bloggen.

Kan I så komme i gang!

PS: Undersøgelser viser, at når din kundeservice øges med fx en procent, så kan du øge prisen med en procent… Tænk lige over det!

Inge Correll og “Godt Nytår”

http://m.epn.dk/samfund/arbmarked/miljo/article4972359.ece

Er du til film?

Det er jeg. Her er min (meget roste…) Hotelbooster DVD på nettet – lige til at streame.

Der er 11 kapitler i alt.

Første kapitel er ude nu. Resten følger:

SAS: Så ved du at du ikke er i Frankrig mere…

IMG 0687

Så er vi på vej hjem. Igen sidder jeg i SAS’s MD81. Denne gang på række 3 – og nu med snuden mod CPH.

Kontrasten er skærende. Fra den sydfranske, hjertelige dialog med tjenere og andet godtfolk til den nordeuropæiske, tillukkede SAS-stewardesse er der bare super langt.

Det gik ellers så flot på vej herned – men på vej hjem er jeg ikke så sikker på, at min teori om SAS og deres “på-vej-til Carlzon-æraen” holder stik.

Hør her: Jeg har været en uge i Nice med familien. Det er en fornøjelse at være gæst, kunde og turist: Bon jour monsieur, au revoir monsieur, merci monsieur krydret med smil og professionel elegance.

Tjenere der holder døren, butiksansatte der går uden om disken og giver mig varen i hånden og takker fordi jeg afleverer mine surt, skattedevaluerede danske kroner til dem (vekslet med faktor 7,5 til EUR forstås).

Taxichauffører som bærer bagage, holder døre og er velklædte. Nice er nice!

Og så forventningens glæde om et rent SAS fly med top-god service ligesom på vej ned i sidste uge. Det er her at det går galt. Ikke katastrofalt – men nok til at jeg overvejer Norwegian – bare for lige at prøve det næste gang. Eller bilen. Eller toget, måske?

DB er faktisk supergode – biltoget fra Hamburg direkte til Frejus ved Cote d’Azur er bare en fornøjelse. Farligt som mine tanker allerede kredser om ikke-SAS, hva´?

Nå, jeg er måske forvænt og en forkælet nordsjællænder (hedder det det?) – men her er hvad der skete:

Vi sidder på række 4. Det er den 23 december og flyet er ikke fyldt. På række 1-3 er der tomt. Som i Villy Søvndals tale-engelsk-hjernelap. Helt tomt. Ingen pax. Niente.

Alligevel fortæller den kvindelige purser om forplejningen på business og monkey extra. Underligt.

Well, jeg sidder jo på fjerde og spørger diskret om jeg må rykke på række tre med min søn… Stop en halv: Nu sker der noget!

Den føromtalte purser går nu i gang med at flytte gardinet hen over vores hoveder. Hun forklarer at andre passagerer er blevet forvirret… Forvirret?

Nu må I kraftpetervæltemig styre jer!

Nå tilbage til historien: Jeg spørger altså diskret: “Må min søn og jeg flytte på på række tre?”

Det gjorde vi sidst, og forrige gang og gangen før – men det siger jeg jo ikke endnu.

“Nej” svarer hun – og tilføjer at “…det kan jeg ikke tilade!”

Da jeg – igen høfligt – nævner at det var ok på vej herned, giver hun sig, men ikke uden at forklare at det “…kun er fordi det er jul”

Jul? Man tror det er løgn!

Hold nu kæft og lad min opleve bare en smule fleksibilitet, konduite og service, din gamle hejre!

Nå – det lykkedes – men til gengæld vil hun ikke smile til os mere. Vi blev heller ikke tilbudt mad…

Og så det forbandede gardin der partout skulle flyttes midt i det hele.

Pointen: Hvis du vil yde service, så vær proaktiv. Flyt dog selv folk op og sig: Det er SAS’s julegave til jer.

Når jeg selv skal spørge – og allernådigst får lov inkl. sure miner – så er det mere end værdiløst.

God jul til alle – husk at være fleksibel – det giver returning customers.

Med venlig hilsen

 

Leon

 

PS: På vej ud ad flyet så jeg, at purseren bar et badge med teksten: “I am here for you”

Planes, (no) Trains and Automobiles

PlanesTrainsAutomobiles

Årets sidst blogpost skriver jeg fra seat 5E om bord på SAS’s MD-81. Jeg er på vej til Nice og har allerede et par gode serviceoplevelser i bagagen.

På vej hjem har jeg sikkert flere – den gode sydfranskere (ja, jeg ved det godt…) plejer at være særdeles inspirerende i deres servicearbejde. Mere om det om et par uger.

Vi begynder i taxien: Chaufføren der kørte os til lufthavnen, har jeg kørt med et par gange før. Han er pertentlig:

Bakker bilen ind i indkørslen, venter tålmodigt uden for vognen når man kommer ud, hjælper min søn på syv med barnesæde og sele og er i det hele taget af den gode gammeldags type, som man trygt ville overlade børn, hus og egen bil til.

Han kører roligt og kvikt. Undlader at kommentere tåbelige medtrafikanter og giver simpetlhen bare den bedste start på dagen – eller ferien. Kudos til Taxi Nord!

Så er vi i Kastrup T3. Altid en fornøjelse – specielt efter at SAS (sandsynligvis) har fyret de ondeste, vrisne medarbejdere og har udviklet resten til at føre den inter-skandinaviske flybutik på vej mod Jan Carlzon og 1984 niveau.

“Hej”, “God morgen”, “God tur” – tjek!

Øjenkontakt, smil (ægte, tror jeg) og fokus på den rejsende – tjek!

Hov – er jeg ved at være gammel? Jeg skriver “tjek” uden “ch”? Nå, videre:

Ved security: Vi viser boardingkort. “Tak – og go’ tur”

I tax-free: “Hvor har du gemt den-og-den deo?”

“Det skal jeg vise dig…” medarbejderen er sgu interesseret. Viser vej, Rådgiver og venter til jeg er tilfreds. Ønsker god weekend.

I flyet: Vi har sæder på to rækker. Intet problem. Purseren, en midaldrende herre med moustache, flytter sønnike og undertegnede op på række fem. Economy extra.

“Vi skal jo være lidt fleksibe” smiler han.

Hold da op, mand! Sikken en start – og vi er kun over Berlin påstår luftmatrosen med de fire snore over PA’en.

I må gerne slække bare lidt på standarden mens jeg er væk. Ellers skal jeg jo skifte branche. Det går ikke!

Nå. Med disse positive ord vil jeg ønske alle mine trofaste blog-læsere en dejlig jul.

Tak for snakken i 2011 – jeg vender stært tilbage i 12 med flere glade, sure, provokerende og forhåbentlig lærerige posts.

Stay tuned.

PS: Vil du ikke være sød at sende linket til denne blog post til tre kolleger? Det kan være din julegave til mig. Tak :-)

PPS: Vil du høre mere om hvordan et (1, kun et enkelt) hotel tjente (DB, ikke omsætning) DKK 91.000 mere i november 2011? Stay tuned!

 

Den gule elev imponerer. Inspiration til alle.

Jeg er svær at imponere – men et par gange om året lykkes det.

I går var det på Fyn:

LKC Odense

Jeg ankommer til det hotel jeg skal overnatte på. Ledernes Konferencecenter lidt uden for Odense By.

Det er mørkt. På parkeringspladsen er der et par biler. Jeg parkerer og observerer en medarbejder i færd med at nedhale flagene. Lidt sent, men hvad pokker.

Hun ser mig dukke op i mørket og siger: God aften og velkommen, Leon.

Jeg tænker at det er den søde Dorthe som jeg kender – men da jeg kommer nærmere er det en ung pige i en gul bluse. Jeg har aldrig i mit liv set hende før. Hvordan i alverden ved hun hvem jeg er?

Det viser sig at den ukendte er elev. Nyansat. Ingen hotelerfaring.

Hun har studeret ankomstlisten og er ganske enkelt forberedt på at jeg kommer. Da jeg er den sidste der checker ind, er jeg således ret nem at identificere.

Jeg er imponeret! Jeg er ventet. Jeg er velkommen. Jeg er kendt. Fantastisk!

Hvorfor er dette kun sket to gange i mit lange liv?

Hvorfor kan en elev i gul bluse finde ud af det, når en erfaren, udlært receptionist sjældent kan?

Hvorfor skete det på et fem-stjernet, internationalt hotel i Berlin første gang? Hvorfor ikke på et dansk?

Ti point til det vestlige Odense! Vi går måske mod bedre servicetider :-)