Thorning eller Løkke? Khader eller Pia? Højre eller venstre?
Det handler om indhold, siger de. Mål. Resultater. Velfærd og sygehuse. Indvandrere og pensionister.
Sådan en gang vrøvl. Det handler om indpakning!
Du og jeg kan ikke gennemskue hvem der er “bedst” for Danmark, familien, vort job eller os selv. Vi taler så meget om hvem der kan øge vores velfærd, men helt ærligt. Det er ikke det, det drejer sig om.
90% af politikernes budskab er ikke hvad de siger, men hvordan de siger det. Når Helle smiler synes 33% at hun er lækker og sød (og dermed måske klog og god for landet)
De andre 33% ser rødt (ha, ha) og ønsker hende hen hvor peberet gror.
De sidste 33% ænser det ikke.
På samme måde er det med Lars, Naser, Pia, Margrethe, Bertel osv.
Først tolker vi på det vi ser – dernæst kan vi lytte og tage stilling.
Tænk på den gode Obama – og på hans modspillere: Palin og ham den gamle, halvfede som ingen kan huske navnet på. Hvem var bedst til at lede landet? Selv er jeg kommet i tvivl, på amerikanernes vegne.
Til at begynde med var jeg, som 95% af den danske befolkning, sikker på at Obama var den rette. Årsag?
Retorik, indpakning. Han var lækker, smooth og ny. Men indholdet? Var det noget som jeg kunne vurdere? Næppe.
Og selv om jeg havde kunnet vurdere det, så kunne jeg umuligt være sikker på, at han ville gennemføre det.
Så jeg valgte med hjertet og købte pakken fordi den var lækker. Men måske ham den gamle havde været bedre?
Er det så det samme her i Danmark?
Er Helle i førerposition fordi hun er lækker?
Betyder den hvide limousine, chaufføren, tøjet, smilet og resten noget – eller kan alle vi stemmeberettigede se igennem indpakningen?
Min påstand er, at nogle få procent intellektuelle, højtuddannede med erfaring fra politik, kan vurdere om Helle er bedre end Lars.
Alle vi andre kan kun se, høre, føle, dufte og smage.
Og med al respekt Lars fra Græsted, så er Guccipigen fra Østerbro en tand mere spiselig…
Hvad vil du nu stille op? Du har tre dage og det ser rødt ud.
Valget drejer sig ikke om indhold – det drejer sig om stil, form og lækkerhed.
God valgkamp – og husk: Alle vi andre ikke-politikere kan tage ved lære af dette – for vi er på valg hver dag overfor chefen, familien og vennerne.
Indpakning er alt!
PS: Limousinen er en Skoda!
Det er ligesom kunderne de har to valg
KØB eller KØB, du siger jo selv at kunder skal ha valgmuligheder Leon.
Du skylder stadig Kaffe..ses Henrik
Læs lige denne før du sætter dig X på torsdag:
Her er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen.
Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kr, og de ti deler den op på nogenlunde sammen måde, som vi betaler skat her i landet.
De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte betaler 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.
Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på.
Lige indtil restauratøren pludselig giver dem rabat. “Eftersom i er gode kunder” siger han, “giver jeg jer 200 kr. i rabat på jeres middage” En middag for ti koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet.
Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.
Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre?
Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del?
Og nu skal man holde ørene stive:
De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner.
Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.
Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner.
Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet.
Da de står uden får restauranten.
Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.« –
»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«
»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«
»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«
De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.
Der mangler 520 kroner….”
.
Så vandt Helle. Tillykke med sejren. Om det var indhold eller indpakning der gjorde udfaldet vil fremtiden vise. Sikkert er det – ifølge min ringe mening – at den gode indpakning og en forholdsvis enkel kommunikationsstrategi fra EL til R har virket.