De venstreorienterede tøsedrenge tør ikke stille krav...

Jeg ved godt at jeg bliver upopulær hos visse pædagoger, lærere, økologer, venstreflippere og andre gode mennesker. Men nu må I lytte!

Temaet for dette korte (løgn) indlæg er følgende: "Folk der observerer noget de ikke kan lide har en tendens til at se den anden vej.

Det medfører at problemet vokser.

Årsag: De er nogle tøsedrenge, der ikke tør stille krav og mande sig op."Der er kolleger der formulerer sig uheldigt. Der er indvandrere som burde være blevet hjemme. Der er skoleelever som ikke burde have tilladelse til at opholde sig en en normal skole. Der er naboer, familiemedlemmer, venner og bekendte som burde opføre sig anderledes. Der er folk der ikke burde være født.

Og vi andre er sååååå forstående og runde og bløde og snotdumme!Og vi siger ikke noget, for så kunne der blive ballade.

Men der er jo allerede ballade, for Fanden!

Men hvem siger noget? Dansk Folkeparti. Karen Jespersen og husbond Ralf. Mig. Et par andre tilfældige tosser der har deres "five minutes of fame" på DR.

Hvad gør majoriteten? De taler når de kun høres af ligesindede - ikke når offentligheden hører det.

‍Rummelig?

‍Og så er der de farlige. De virkeligt udviklingshæmmende, giftige, følelsesvoldtagede flippere som har en uheldig kombination af åndsfravær, fejhed og ansvar.

Hvem det er? Det er da dem der arbejder på skoler, med integration, i asylcentre, i kommunen og mange andre steder hvor der er problemer som bliver tiet ihjel.

Det er de søde, venlige, forstående, rummelige typer som i (forhåbentlig) en god mening synes at der skal være plads til alle.

Hvem i alverden får dog sådan en tanke? Plads til alle? Hvorfor i Himlens navn er det nu blevet politisk korrekt, at der skal være plads til alle? Hvorfor er det per definition forkert at medmennesker der er nogle spader, som ødelægger og nedbryder og som modarbejder skal ekskluderes?

Hvorfor skal klasseterroristen i folkeskolen smadre hverdagen for de andre 23 elever? Hvorfor skal terrordømte have "tålt ophold" (jeg skal lige kast op - to sekunder... Så nu er jeg klar igen) og hvorfor skal vi tilpasse os ekstreme minoriteters idiotiske adfærd?

Fordi vi engang gik fra at være rationelle, fornuftige og lidt selvfede til at være bløde, rummelige og vattede.

Fordi Dannebrog er noget vi skammer os over i stedet for at være stolte og fordi samfundets byggesten er den svageste?

Survival of the dummeste, kalder jeg det.

Selvfølgelig skal der være hjælp - men kun til dem der vil.

Og selvfølgelig skal vi hjælpe flygtninge, handicappede, spastikere, trafikofre osv.

Det ligger i det danske DNA.

Men det ligger fanme ikke i det danske DNA at være dum, overrummelig og naiv.

Det ligger ikke i mit DNA stiltiende at se til at vi kræver mere og mere plads til idioterne som ikke vil bidrage. Ikke dem i skolen. Ikke dem på arbejdspladsen og ikke dem der kommer fra et andet land.

Idioten er jo netop ikke idiot fordi han er udlænding. Han er heler ikke idiot fordi han ikke kan få et job. Han er idiot fordi han er doven og idiot på samme tid - eller idiot og terrorist på samme tid.

I skolen eller med en kniv i hånden på vej mod en tegner eller forfatter der skriver noget han ikke kan lide.

Plads er nøgleordet. Der skal være plads - og vi andre må endelig ikke sige noget. Man kunne jo støde nogen...

Plads til alle sælges af politikerne under et snedigt navn. Ja, det er ikke et navn. Det er et begreb. Næh - det er det sgu ikke en gang. Det er en smart brand. Ja, et brand.

Brandet hedder "rummelighed". Nogle steder kaldes det "inklusion". Og ligesom med religion misbruges dette gode ord af de mest ekstreme tosser.Det misbruges til at lade de dumme og dovne, svindlerne og dem der vil os det ondt hygge sig.

Hygge sig som kolleger, som naboer og som brugere af offentlige servicetilbud. Skoler. Sygehuse. Bistandskontorer. You name it.Vi er selv ude om det. For vi er nogle tøsedrenge.

Vi siger jo ikke det vi tænker. Vi tænker det vi tænker. Og vi håber sådan på at der er en anden der siger det for os. Men vi siger det ikke. Vi accepterer!

Nåh jo - nogle gange siger vi det jo.

I stemmeboksen mellem gardinerne. I kantinen når idiotkollegaen ikke hører det. Over hækken. På Nationen hos eb.dk under synonym. Men vi siger intet - og vi gøre intet. For vi er bange. Vi er nogle tøsedrenge.

Vi er bange for at få tæv. For at blive upopulære. For at blive kaldt grimme ting, så som:

1. Spade.

2. Idiot.

3. Racist.

4. Fascist.

5. Nazist.

6. Egoist aka kapitalist.

7. DF'er.

Bemærk hvordan rangordnen går fra slem til allerværst.

‍Case "Mr. Birdi goes to Denmark"

‍Min far er 79. Han er en klog mand. Født i Indien, uddannet i USA og bosiddende i Danmark.

Han elsker sit land. Han er dansk. Men han taler med accent. Om det er indisk med dansk accent eller omvendt kan jeg ikke sige - men han taler med accent.

Hans hudfarve er helt i hegnet. Han er brun. Hans hår (var) sort. Han tænker på engelsk, drømmer på indisk og lever på dansk.

Han er mere dansk end de fleste. Og han har respekt for sit land. Han kom hertil før tøsedrengene fik magten.

Dengang der var krav til folk.

Indere, arbejdsundvigere og de dumme. Han kom hertil i 1959 med en fast og venlig formaning om at han var velkommen til at bidrage med noget her i Danmark. Hvis ikke kan kunne eller ville, så var han meget velkommen ved grænsen med ansigtet mod et andet land.

Og det fik ham til at rette ryggen endnu mere og tænke: "Her kan jeg blive til noget. Her vil jeg være og leve og stifte familie."

Det fik ham ikke til at tænke: "Racister!" - tværtimod. Det gav respekt. Det gav energi. Den allerbedste tanke han fik var denne:"Jeg er dansker."

Min far havde en tanke i baghovedet om at han ikke var dansk af fødsel - og at han derfor måtte arbejde på at blive det. Ikke for landets skyld alene - især for hans egen skyld.

Den betød mange ting: Juletræ og bacon. Danske naboer - ikke indiske. Et definitivt farvel til familien i Indien - og kun fire besøg i hjemlandet på 64 år.

Fire!

Første gang med min mor (som var dansk) i 1963. Siden alene i '72. Med mig og in mor i 1979 og sidste gang i 2002. Fire gange på over tres år.

‍2013

‍Men i dag er det sådan at man er underlig hvis man vil være dansk - altså for dansk.

Når jeg fortæller andre, at jeg ikke taler indisk - og at jeg kun har været i Indien en gang - så ser nogle mennesker vantro på mig og siger at det lyder mærkeligt.

Når jeg stiller mig op på et forældremøde og siger ligeud at dem der laver uro i klassen skal:

1. Have en verbal formaning der ikke er til at misforstå.

2. Sendes ud på gangen - og derefter til rektor.

3. Have brev med hjem.

4. Deltage i en målrettet skole-hjem samtale.

5. Kyles ud.

Så ser nogle af de bløde og rummelige på mig og forklarer mig om rummelighed, tolerance og forståelse.

Havde jeg ikke min gode, sunde hudfarve ville de nok kalde mig noget med Adolf.

Hvorfor er vi så få der siger vores mening? Hvorfor er nogle mennesker bange for at identificere et problem og tale om det til det løses? Hvorfor holder folk kæft, ser ned i gulvet samtidig med at de giver Adolf - sorry - mig ret?

‍Fordi de er bange for sig selv

‍Det er nemlig ikke kun modtageren man vil beskytte - det er i høj grad sig selv.

Tænk hvis nogen nu ikke vil hilse. Hvis andre ikke kan lide mig. Hvis naboen nu bliver sur over at jeg beder ham tale med sine børn der kaster æbler på min bil.

Min erfaring - og jeg er godt prøvet på dette felt - er at de fleste. Langt, langt de fleste faktisk bliver glade for et wake-up call.

De fleste synes det er rart at få at vide hvad man synes. Og langt de fleste vil gerne gøre noget for at rette ind. Eller forklare. Eller bede om hjælp til at komme videre.

Men jeg er sikker på, at de fleste intet får at vide.